Billund Aquaculture: Vi har reduceret gennemløbstiden og producerer flere varer

Der er stor efterspørgsel efter det højt specialiserede udstyr, som Billund Aquaculture fremstiller til bæredygtige fiskefarme over hele verden. Virksomhedens evne til at udnytte sin produktionskapacitet spiller en stor rolle for at kunne levere hurtigt og effektivt, men også for bundlinjen.

Billund Aquaculture valgte at gå over til digital produktionsplanlægning med ROB-EX i foråret 2020, og det har båret frugt. Mikkel Petersen er Supply and Production Planner i virksomheden, og han er særdeles tilfreds med de resultater, der er opnået i løbet af det første år med ROB-EX.

“Vi har fået flere varer i arbejde, fordi vi har mindre spildtid fra afslutning af en ordre til opstart af en ny. Årsagen er, at vi altid ved, hvad næste ordre er. Og fordi vi har reduceret vores gennemløbstid på produktionsordrer, kan vi i dag producere flere varer og dermed højne effektiviteten mærkbart.”

Styr på lageret

En af nøglerne til højere effektivitet i produktionen er et detaljeret overblik over lageret. Når maskinerne kører og båndene ruller, må man ikke løbe tør for varer – og også her gør ROB-EX en forskel.

“Der er en tydelig forbedring af dataflowet mellem vores lager og produktion,” siger Mikkel Petersen. “Vi ved, at vi altid har de varer, vi skal bruge, og undgår dermed dyre produktionsstop. Vi har samtidig en høj grad af sporbarhed, der betyder, at vi nemt kan lokalisere årsagen til eventuelle problemer med en produceret ordre og forhindre, at det sker igen.”

Ændringer giver ikke længere hovedbrud

Som i de fleste andre produktionsvirksomheder oplever Billund Aquaculture konstant, at planerne skal ændres. Hasteordrer gav tidligere timevis af ekstra arbejde til planlæggerne, og det kunne være svært at få klarhed over konsekvenserne på resten af produktionen. Men nu giver ROB-EX den indsigt, der er nødvendig, på næsten ingen tid.

“Med digital planlægning har vi fået den agilitet og det visuelle overblik, der gør det muligt at producere mere fleksibelt. Nu kan vi håndtere hasteordrer bedre, give kunderne hurtigere svar på forespørgsler og undgå at vælte produktionen, simpelthen fordi vi hele tiden har det forkromede overblik,” forklarer Mikkel Petersen.

Bliver bedre og bedre

At vælge ROB-EX er at give sig selv muligheden for at forbedre sig dag for dag. Efterhånden som man får erfaring i systemet, vil man opdage nye måder at gøre planlægningen endnu mere effektiv. Den erfaring har Mikkel Petersen også gjort sig, og han formulerer det således:

“ROB-EX kører, som det skal, og vi kan mærke fra måned til måned, at det bliver bedre og bedre i takt med, at vi bliver bedre til at styre det og til at udnytte mulighederne i ROB-EX. Vores leveringsservice ligger pt. på 95 %, og det er pænt højere end tidligere. Vi har ikke målt effekten i kroner og ører endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kan mærke det på bundlinjen,” slutter Mikkel Petersen.

Om kunden

Billund Aquaculture er specialiseret i produktionssystemer til recirkulerende fiskefarme. Virksomheden har gennemført mere end 130 projekter over hele verden og er således en af verdens førende på området. For at opretholde og udbygge sin position fokuserer Billund Aquaculture på effektiv produktion, der styrker såvel kunderelationerne som de økonomiske resultater.

Del