Hydra-Grene: Kvalitetssikring og dokumentation med ROB-EX Shop Floor

Hydra-Grene benytter ROB-EX modulet Shop Floor til opsamling af data og målerapporter. ”Vi samler data på vores fejl, så vi hele tiden kan blive bedre. Shop Floor sikrer, at vi får samlet op på vores målinger, fordi medarbejderne ikke kan afslutte, før de har afkrydset målingerne. På den måde sikrer vi os, at der ikke går data tabt, heller ikke med nye medarbejdere. Det er væsentligt for os, at vi har disse målepunkter, så vi kan dokumentere, hvor eventuelle fejl ligger, siger Peter Larsen, der er afdelingsleder i CNC-produktionen.

Shop Floor til dokumentation og sporbarhed

Der bliver stillet stadig større krav om dokumentation fra kundernes side – alt skal kunne spores, helt tilbage til aluminiumsstangen, som hydraulikblokkene kommer fra. Og her er ShopFloor uundværligt, forklarer planlægger hos Hydra-Grene Morten Agerbo. Produktionen melder selv tilbage i Shop Floor og holder planen ajour.

Morten Agerbo fortæller om de tilpasninger, Hydra-Grene har fået lavet for at sikre dokumentation og sporbarhed: ”Medarbejderne i produktionen skal tage stilling til nogle helt konkrete ting, når de er færdige med deres del af opgaven. Ved opsavning af aluminiumsblokkene skal operatøren ved saven udfylde, hvilket charge-nummer blokken er taget fra, og hvor han har placeret de opsavede emner efterfølgende, før han kan afslutte opgaven. Det giver et meget bedre flow og større effektivitet i produktionen”.

Effektiv produktionsplanlægning gjorde en ende på forsinkelser og overarbejde

”ROB-EX Scheduler er et fantastisk værktøj. Jeg ved slet ikke, hvad vi skulle gøre, hvis vi ikke havde det. Vi ville være nærmest blinde, og vi ville ikke have overblik over noget som helst,” siger Morten Agerbo.

”Tidligere havde vi ikke overblikket – vi fik lavet tingene i den forkerte rækkefølge og kunne ikke levere til tiden. Nogle kunder fik deres levering før tid, mens andre fik den for sent. Produktionen blev styret af de sælgere, der råbte højest, og vi kunne ikke se, hvem det gik ud over, når vi omprioriterede produktionen. Selvom vi kørte med overarbejde, kom vi ikke i mål alligevel. Nu har vi selvfølgelig også overarbejde, men det er fordi vi har travlt, ikke fordi vi er bagud. Og vi er proaktive ved eventuelle forsinkelser”.

Gennemløbstiden i Hydra-Grenes CNC-bearbejdningscenter er lang. Det tager som regel 5-6 uger for en ordre, og det var svært at danne sig et overblik over de 250 til 300 igangværende produktioner.

Nu skal jeg kun holde øje med de ordrer, der er kritiske

I dag har Hydra-Grene fuldt overblik over deres produktion, konkluderer Morten Agerbo: ”ROB-EX Scheduler giver mig værktøjet til at se, hvilke ordrer jeg skal have fokus på. Jeg kan se, hvilke 10 ordrer ud af 300, som jeg skal holde øje med, og så kan jeg speede den specifikke ordre op”.

Hydra-Grene har benyttet ROB-EX siden 2008. Og det har været gnidningsfrit hele vejen igennem: ”Vi har aldrig haft problemer med vores løsninger. ROB-EX A/S er rigtig gode til at løse opgaverne, og de kender vores produktion og vores tilpasninger”, afslutter Morten Agerbo, der har været med hele vejen.

Om kunden

Hydra-Grene har 250 medarbejdere i Skjern. Virksomheden producerer hydrauliske komponenter til vindmølleindustrien, off-shore og den generelle industri til lager og til ordre, med en 30/70 fordeling. Vindmølleindustrien står for 50 % af produktionen. Virksomheden producerer standard hydraulikblokke og alt tilbehør til hydrauliksystemerne, som kan købes på deres b2b-webshop med mere end 40.000 varenummre på lager.

I CNC-produktionen arbejder 17 personer med metalbearbejdning. De borer og fræser aluminiumsblokke – både standardsortiments-blokkene med få huller og kundespecifikke blokke med mange specialtilpassede huller, ventiler og fittings, op til 200 huller pr. hydraulikblok. Blokkene sendes til termisk afgratning og overfladebehandling hos underleverandører, hvorefter Hydra-Grene monterer filtre og fittings.

Virksomheden kører 24/7 for at udnytte deres kapacitet fuldt ud. CNC-bearbejdningscentrene er 4- og 5-aksede CNC-fræsere fra Okuma og Matsuura, som er fuldt automatiseret med robotfødning. Den sidst indkøbte Matsuura er den største i Danmark. Nogle maskiner kan selv veksle mellem tre forskellige bloktyper i samme opstilling.

Del