ODIN Engineering: Det visuelle overblik gør os klogere på, hvad der sker lige nu og i morgen

ODIN Engineering i Slagelse fremstiller specialmaskiner til store, internationale industrikunder. Virksomheden er under konstant forventningspres for at levere kvalitetsprodukter til tiden, og dengang produktionsplanlægningen foregik manuelt, var det en daglig hovedpine for de ansvarlige. Ikke blot var det en udfordring at holde overblikket; det var særdeles arbejdskrævende at indarbejde ændringer og svært at se konsekvenserne af dem.

For at gøre planlægningen mere agil, præcis og overskuelig valgte ODIN Engineering at implementere ROB-EX. Ved at gå over til digital planlægning med grafisk visualisering af produktionsplanerne har ODIN fået et bedre overblik og evnen til at reagere hurtigt og velinformeret, når der sker ændringer i form af hasteordrer, forsinkede råvarer, mandskabsmangel el.lign.

Direktørvenligt overblik

Tidligere var planlægningen en tidskrævende proces, som var ret lukket omkring planlæggerne. Det var svært at dele planerne med andre, fordi de var indforståede og svære at afkode. Med ROB-EX er planlægningen blevet transparent og synlig for alle.

R&D Manager Finn Schou Nielsen var med til at vælge ROB-EX, og han ser tydeligt forskellen på før og nu:

“For få måneder siden var det vores planlægger, der sad med al viden om planlægningen i vores produktion. Nu kan alle se planen, klart visualiseret på en skærm, og få et overblik over, hvad der ligger på den enkelte maskine, hvad der ligger hos eksterne partnere, og hvad vi ikke kan nå. Produktionen kan se, hvad der foregår her og nu, og hvad der skal ske. Det er blevet langt mere direktørvenligt, ja venligt for alle.”

“Med ROB-EX kan vi konkret se, hvor mange ressourcer vi har til rådighed, og det er noget andet at have det grafisk fremstillet på en skærm frem for som datalister printet ud på papir , som vi brugte før.”

Integration med ERP-systemet

Mange flere fordele er i vente for ODIN Engineering. Finn Schou Nielsen ser frem til, at ROB-EX bliver fuldt bygget op til og integreret med virksomhedens ERP-system – både i produktionsområdet og på sigt i udviklingsafdelingen – da det vil fjerne endnu flere manuelle processer og gøre dataudvekslingen helt automatisk.

“Det vil betyde, at vi kan arbejde os hen imod et bedre projektoverblik fra A til Z. Vi er ikke der, hvor vi gerne vil være endnu, men nu har vi værktøjet,” forklarer han.

Implementeringen forløb glat

“Den måde, vi er blevet båret igennem på, har virkelig været en god oplevelse,” siger Finn Schou Nielsen. “Vi har haft sessioner her i vores produktion, men også remote, og det har alt sammen fungeret perfekt. Hele vejen igennem har vi følt os i centrum som kunde, og der har været styr på processen i alle faser. Det er ikke alle leverandører, der magter sådan en stor opgave.”

Efter succesfuld implementering af ROB-EX er systemet nu en del af hverdagen. Når der opstår spørgsmål eller problemer, der skal løses, er supporten klar til at hjælpe.

“ROB-EX’ support er der, når vi har brug for den. Der bliver reageret hurtigt, fulgt op på tingene og vendt tilbage i en fart med brugbare svar,” slutter Finn Schou Nielsen.

Om kunden

ODIN Engineering leverer specialmaskiner til industriel produktion. Kunderne kommer fra internationale virksomheder i bl.a. healthcare-, fødevare- og vindmølleindustrien. Fælles for dem er, at de stiller høje krav til leveringssikkerheden, og derfor har ODIN Engineering skarpt fokus på produktionsplanlægning.

Del