100 deltagere hørte om digitalisering og produktionsstyring på ROB-EX Brugerdag 2018


Mere end 100 planlæggere og produktionschefer deltog i ROB-EX Brugerdag i Videnbyen i Odense den 7. marts. Temaet for den 9. ROB-EX Brugerdag var digitalisering og konkret produktionsstyring, og inspireret af mange ROB-EX brugere introducerede CEO Hans Jørgen Lynggaard til dagen og den digitale dagsorden med ordene: ”Bare gå i gang, hvor svært kan det være?”

Brugere af produktionsplanlægningssystemet ROB-EX er i hvert fald kommet godt fra start med digitaliseret produktion. Og ny funktionalitet i ROB-EX 6.4 understøtter digitaliseringsprocesserne. Det sker blandt andet med endnu bedre udnyttelse af information i ERP-systemer og nøgletal for produktionsplanen på App og dashboard, så alle i virksomheden kan se, hvor produktionen er lige nu, og hvor den skal hen.

Gå glad i bad – deltagerne fik en introduktion til badekarsmodellen

Adjunkt ved Institut for Teknologi og Innovation ved SDU, Mads Bruun Larsen dykkede ned i badekarsmodellen og kom med konkrete forslag til, hvordan styring og frigivelse af ordrer effektiviserer din produktionsstyring. Deltagerne blev inddraget aktivt og skulle komme med deres input og erfaringer ved at besvare spørgsmål på deres telefoner. Det første spørgsmål var der 100 % enighed om, da tilhørerne grinende svarede nej til: ”Går tingene altid som du har planlagt?”

Vi kan øge sandsynligheden for, at det går som planlagt ved nogle simple ting, var Mads Bruun Larsens kommentar til dette. Det uddybede han i sit oplæg, hvor effekten af ordremængden og styring af input/output var omdrejningspunktet, og hvor han – for nogen lidt kontroversielt – advokerede for, at virksomhederne ikke skal udnytte kapaciteten til det yderste, men hellere have maskiner til at stå stille ind i mellem. Kommer man for tæt på kapacitetsgrænsen, stiger gennemløbstiden voldsomt, var argumentet.

Emnet vakte genklang blandt produktionschefer og planlæggere: 88 % tilkendegav, at det er noget, de kan arbejde med i deres egne virksomhed.

Brugercase: Et samlet overblik til ledelsen ved at benytte ROB-EX som supplement til AX

CARL HANSEN & SØN producerer danske designklassikere, både med højteknologiske produktionsmaskiner og manuelt håndværk, fx snedkere, polstrere og flettere. Virksomheden planlægger på CNC-maskiner i mange skift kombineret med planlægning på medarbejdere.

CARL HANSEN & SØN fik ROB-EX i foråret 2017 efter at have deltaget i ROB-EX Brugerdagen 2016. Den nytiltrådte Operations Developer Ingibjörg Eva Pálsdóttir introducerede systemet til de øvrige fem planlæggere, der bestemt ikke kunne se, hvad de dog skulle med det. I dag kan hun ikke få lov at tage ROB-EX ud af drift bare en enkelt dag til en opdatering – planlæggerne kan ikke klare sig uden det!

CARL HANSEN & SØN har mange tusind produktionsordrer og varianter, fortalte Ingibjörg Eva Pálsdóttir i sit oplæg på Brugerdagen, og har svært ved at levere et samlet overblik til ledelsen. Derfor har hun bygget et dashboard ovenpå produktionsplanen i ROB-EX, som samler detaljer fra planen til et overblik over kapacitet, belastning og aktuel fremdrift på afdelingsniveau, og mulighed for at “bore” ned i data for den enkelte maskine. Det har gjort det nemmere at tale sammen på tværs i virksomheden, fordi alle ser de samme data, men på forskellige niveauer. ”Det synliggør, de udfordringer vi har på en enkel og forståelig måde. Fx blev vi opmærksomme på, hvad vores planlægningshorisont reelt er,” fortalte Ingibjörg Eva Pálsdóttir.

Den samme øvelse har virksomheden udført med materialer. Her vises overblikket, hvilke materialer, der mangler i forhold til den lagte plan, hvornår og hvor de mangler, samt oplysninger om hvornår de igen er på lager.

”Det er et godt værktøj til vores indkøbsafdeling, som nu kan se, hvad de skal gøre og hvornår – og det fremmer kommunikationen mellem planlæggere og indkøbere,” uddybede Ingibjörg Eva Pálsdóttir. ”Det er det seneste vi er gået i gang med,” fortsatte hun, ”og vi kan allerede nu se, at det også bliver et vigtigt styringsværktøj for os.”

Brugercase: Digitalisering af produktionen

Baltic Packaging er en 101 år gammel, familieejet virksomhed, som producerer metalemballage til 20 lande. Virksomheden er kendt som leverandør af malerspande og adskiller sig fra konkurrenterne ved deres låg. Alle spande er ens, men udstyres med forskellige typer låg alt efter indhold – det gør fyldning af spandene mere effektiv for kunderne.

En turnaround og en kulturrejse

COO Jesper Larsen fortalte på ROB-EX Brugerdag 2018 de mange fremmødte om den turnaround, Baltic Packaging har været igennem siden 2015. Der er ny ledelse, nye arbejdsprocesser, og leveringstid og arbejdsmiljø er kommet i fokus: ”Det har været en stor kulturrejse, hvor ROB-EX har været en lille, men vigtig del.”

Gennem de seneste to år er alle processer i virksomheden digitaliseret, og alt bliver tilbagemeldt i ERP-systemet. Alle produktioner bliver scannet eller manuelt indtastet, og hver arbejdsstation har en skærm med ERP-systemet og ROB-EX.

Det er ikke svært at planlægge!

ROB-EX er det styrende i produktionen, fortalte Jesper Larsen og udbrød: ”Det er ikke svært at planlægge!” De mange planlæggere grinede, og Jesper Larsen fortsatte: ”Alle kan bruge ROB-EX. Vi trækker ikke ting ud af systemet, men bruger ROB-EX’ forskellige moduler som de er, til alt, alle steder i virksomheden. Det er supernemt og overskueligt, og nu bruger alle produktionsmedarbejdere systemet.”

Overblik og bedre leveringstider – tjek!

Det primære mål med at implementere ROB-EX var at skabe overblik, og det sekundære var at levere til tiden. Og det må man sige, at Baltic Packaging har levet op til. Virksomheden leverer i dag 98,2 % af deres ordrer til tiden, og de resterende dagen efter.

Ordrerne skabes efter behov i ERP-systemet og synkroniseres automatisk med ROB-EX. Der er automatisk opfølgning, og systemet tager højde for materialemangel og leveringstid.

Et digitaliseringsprojekt bliver du aldrig færdig med

”Når du er i gang med et digitaliseringsprojekt, bliver du aldrig færdig,” sagde Jesper Larsen, ”men indtil videre har vi opnået fuld gennemsigtighed, bedre levering, bedre strukturering, bedre overblik i indkøb, bedre flow i produktionen og en mere effektiv anvendelse af arbejdskraften.”

I fremtiden vil Jesper Larsen gerne give kunderne adgang til ROB-EX, så de kan følge deres ordre gennem en kode på ordrebekræftelsen. Og han vil gerne have sin vedligeholdelsesplan indført i ROB-EX. Andre mål for virksomheden i 2018 er yderligere automatisering af pressere og uddannelse af personale.

”For medarbejderne skal med – det er meget vigtigt at huske!” afsluttede Jesper Larsen sit oplæg.

Efter formiddagens cases blev der snakket igennem i frokostpausen. Planlæggerne nød at mødes og udveksle erfaringer – og flere potentielle ROB-EX kunder deltog også denne dag og fik snakket med eksisterende brugere.

ROB-EX for øvede og for begyndere

Eftermiddagen kørte i to spor. Et for brugere af ROB-EX, der nørdede ny funktionalitet og tips & tricks med Product Manager Jens Bjerregaard og Solution Specialist Tommy Junge Hansen, og ét for andre interesserede, der fik en introduktion til ROB-EX af CEO Hans Jørgen Lynggaard og en demo af ROB-EX i praksis.

Hele 28 potentielle brugere havde fundet frem til orange rum øverst i Videnbyen, hvor Hans Jørgen Lynggaard fortalte, hvad de kan bruge ROB-EX til:

  • Holde produktionsplanen ajour og gøre den kendt af alle
  • Eliminere tidskrævende planlægning i Excel-ark
  • Bryde ERP-systemets begrænsninger
  • Undgå brandslukning og håndbæring af produktionsordrer
  • Se fremad og simulere konsekvenser af nye ordrer, ændringer og variation – i god tid
  • Nedbringe mængden af møder og dokumenter – og bruge mindre tid på planlægning
  • Og vigtigst af alt: Skabe overblik
  • Nye funktioner i ROB-EX

I salen var spørgelysten stor, da Jens Bjerregaard gennemgik de nye funktioner i ROB-EX 6.4. Der var mange spørgsmål om data og datasikkerhed. Jens Bjerregaard opfordrede brugerne til at komme med deres ønsker til videreudviklingen af ROB-EX: ”Det er en proces, vi er i gang med, og vi vil meget gerne have jeres input.”

En opfordring Hans Jørgen Lynggaard gentog, da han gennemgik de langsigtede planer for ROB-EX. Han bad deltagerne om at krydse de tre vigtigste nye funktioner af på evalueringsskemaet – så vil ROB-EX-konsulenterne inddrage brugernes prioriteringer i arbejdet fremover.

Malene Kjerulff Andersen
Office Manager

2463 7025
ma@rob-ex.com

Vil du vide mere?

Del